Sigurd Sverre Stangeland presteviet
Lørdag den 7. april 2018 ble diakon Sigurd Sverre Stangeland presteviet i Sankt Ansgars Domkirke i København, av biskop Czeslaw Kozon. Etter messen var det mottagelse ved Institut Sankt Josef i bydelen Østerbro.
Premissmessen ble feiret søndag, den 8. april kl. 10 i Sankt Annæ kirke, med etterfølgende fest i den store sal under kirken. Sankt Annæ kirke ligger i bydelen Amager.
P. Sigurd Sverre er fra den vestnorske kystby Haugesund, men har også familie i Nord-Norge. Han har tre søstre og en bror. Han har vært offiser i Luftforsvaret med majors grad. Senere tok han doktorgrad i historie og underviste i tysk historie og sammenlignende folkemordforskning ved NTNU i Trondheim.
Han var tidligere seminarist i Tromsø katolske stift. Fra november 2015 til september 2016 avtjente han sitt pastoralår i St. Annæ menighet i København. Han ble diakonviet og inkardinert i bispedømmet København 8. juli 2017.
Se bilder fra prestevielsen – Foto:Blaž Franko
Se bilder fra primitsmessen i St. Annæ kirke 8. april – Foto:Blaž Franko
Les biskop Czeslaw Kozon preken fra prestevielsen:
Læsninger: Es 61,1-3a.6a.8b-9 ApG 4,13-21 Mark 16,9-15
Du bliver præsteviet i en privilegeret tid, nemlig påsketiden, hvor vi i læsningerne hører om de første vidnesbyrd fra mennesker, der oplever og fortæller om Jesu opstandelse. For os, der lever i dag, er sandheden i Jesu opstandelse for længst blevet inkorporeret i vort trosliv og vor kristne selvforståelse. For disciplene og de andre samtidige vidner til den tomme grav og de første mundtlige beretninger om opstandelsen var budskabet på én gang udfordrende og glædeligt. Udfordrende, fordi lidelsens grusomhed og korsdødens endegyldighed syntes at have gjort opstandelsen umulig, og glædelig, fordi skeptikerne, også blandt disciplene efterhånden erkendte, at Jesus virkeligt var levende til stede i blandt dem.
For os, der lever i dag, er Kristi opstandelse en realitet, vi skal forkynde og forsvare og leve af og på. Det betyder ikke, at vi ingen udfordringer har, for også i dag bestrides opstandelsen i mange sammenhænge. Ikke troende afskriver den som legendær og fornuftsstridig, tvivlere kæmper med deres anfægtelser, men også for troende mennesker, kan opstandelsen nogle gange blive fjern og uaktuel, især hvis man lider modgang.
Som præster skal vi i alle disse situationer forkynde den levende Kristus ved at gendrive kritik, gøre budskabet relevant for dem, der ikke kender det, hjælpe med at fjerne tvivlen hos dem, der enten har svært ved at tro eller overvældes af modgang; men frem for alt skal vi skabe et miljø, hvor alt det, vi foretager os, viser, at vi tror på den levende Kristi tilstedeværelse iblandt os, at han virker i de sakramenter, vi forvalter, er til stede i Skriftens ord, som vi forkynder, at de mennesker, vi tjener, udgør hans legeme Kirken, og at han på en særlig måde identificerer sig med de svageste og nødstedte.
I anden læsning, som er dagens læsning for lørdag i påskeoktaven, hører vi både om disciplenes frimodighed og deres udfordringer, noget, som har fulgt kristne forkyndere lige siden. Også i dag består udfordringerne i alt fra irritation over budskabet til direkte had mod det, med forfølgelse af forkynderne som resultat.
Heldigvis er vi i vor sammenhæng endnu ikke udsat for forfølgelse, men mange, ofte subtile tiltag og forholdsregler pakket ind i hensynet til individets rettigheder, gør det i tiltagende grad til en udfordring at forkynde og efterleve det kristne budskab. Uden at citere alt for meget fra den aktuelle debat genkender vi dog situationen fra dengang i de røster, der siger, at religion, især den, der tages alvorligt, skaber problemer, sår splid, udfordrer det moderne samfunds såkaldte værdier, og at den bedste religion, også kristendommen, er den, som har et passende anstrøg af sekularisering.
For at få fred, men nogle gange også, fordi man tror, man gør budskabet mere spiseligt, kan vi også i Kirken nogle gange komme i fare for at ligge under for disse strømninger. Her er det så, at vi som Peter og Johannes skal turde spørge, ”om det er rigtigt over for Gud at adlyde [mennesker] mere end ham.” For Peter og Johannes er mennesker folkets ledere, de ældste og skriftkloge, de, der ikke havde fattet budskabet om opstandelsen, men alligevel var bange for det, og bange for, at den eksisterende orden skulle blive forstyrret. Det var således et ydre pres, der blev søgt lagt på disciplene, noget egentlig nemt at kunne forholde sig til, fordi de ønskede at adlyde Gud mere end mennesker, og ”ikke kunne lade være med at tale om, hvad de havde set og hørt.”
Som præst, ja, som kristen i det hele taget, bør man også have det sådan, at man ikke kan lade være med at tale om det, man har set og hørt, altså om det man tror på og lever af. Der skal være et spontant ønske om at komme ud med budskabet, ikke bare i de rammer, der forpligter, dvs. omsorgen for dem, der allerede hører til, men også til verden omkring os. Det sidste har vi ikke helt fundet en metode til. Det er tit et spørgsmål om ressourcer, om at finde de rette platforme, om ikke at virke påtrængende, vor egen ængstelse for at overskride traditionelle grænser, nogle gange måske også vor magelighed.
At vi er tilbageholdende med at være udfarende over for samfundet, er til dels forståeligt, om ikke andet, så fordi det ofte endnu er uvant. Dog skal vi alligevel turde adlyde Gud mere end mennesker. Det er provokerende for mange, som ikke kan forestille sig, at et religiøst budskab og dets fordringer står over grundlov og tilvalgte og tilpassede, næsten dogmatiserede dogmatiserede samfundsværdier. Selv er vi klar over, at trofasthed mod Kristi budskab ikke er i fundamental modstrid med at efterleve landets love, ja, Guds bud erstatter heller ikke landets love eller fritager os fra at overholde dem. Dog kan det i tiltagende grad komme til en konflikt, når fx livet og respekten for det er truet. Selv om kun få love i begrænset omfang tvinger mennesker til at gøre noget forkert, betragtes det som en anmasselse med kristne argumenter at sætte spørgsmålstegn ved andres ret til frivilligt at gøre brug af civile love, som er i modstrid med Guds bud.
Også inden for Kirken er vi nogle gange fristede til at adlyde mennesker mere end Gud. Angsten for ikke at kunne komme i kontakt med det omgivende samfund frister os nogle gange til tilpasning af budskabet ved enten at udelade provokerende eller hvad man mener, er uforståelige elementer eller at komme med spiselige nyfortolkninger eller indskrænkninger af traditionelle trossandheder. Det bliver ikke lettere af, at de, der skal vejlede, ikke altid er enige. Men ikke mindst i denne tid er enighed, og især blandt os præster, ubetinget vigtig, både for ikke at forråde Kristus og for ikke at berøve menneskene det, de har krav på, Kristi rene og uforkortede budskab, naturligvis altid i præsentationen tilpasset de menneskers vilkår, som skal høre det.
Alt dette kan lyde som en opfordring til konfrontation, til hele tiden at være i opposition, til at betragte verden og samfundet som fjender og noget, man skal isolere sig fra. Vi forventer, at du adlyder Gud mere end mennesker; men håber også, at du vil have det som Peter og Johannes med ikke at kunne lade være med at tale om, hvad du har set og hørt, dvs. det, som du på din trosvej, i dine studier og i din erfaring med Kirken har lært at forstå og elske. Nu er du en udfarende type, som man ikke behøver at overtale til at sige noget. Dog skal det, der gør, at vi ikke tier stille, ikke kun være forsvaret for det, vi tror på, men også længslen efter at gøre andre mennesker delagtige i det, og ikke kun for at pynte på medlemstallene, men fordi de har brug for det, fordi vi gerne vil, at de bliver frelst og alle kommer til at høre til Guds store familie. Det er, hvad Esajas siger om den, der er salvet med Ånden, det er, hvad Jesus opfylder i synagogen i Nazareth, og det er også, hvad der skal drive dig.
Messens evangelium slutter med Jesu opfordring til apostlene: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen” (Mark 16,15) Det får du i dag en særlig bemyndigelse til, fordi dine ord fra nu af bliver understøttet af din fejring af Eukaristien og de øvrige sakramenter. Jeg ønsker også for dig, at du ikke mindst med Eukaristien, vil have det sådan, at du ikke kan lade være, at du må komme til at opfatte Eukaristien både som en vigtig forkyndelse, en rækken ud til de troende og en personlige kilde til styrke og opbyggelse.
Med præstevielsen bliver du særligt knyttet til Kristus og til hans Kirke. Kristus og hans budskab vil du altid have som den faste grund; men jeg håber også, at du må opleve megen glæde i dit arbejder med mennesker, både ved at mærke, at din forkyndelse brænder igennem, at du gør en forskel, og ved at erfare støtte og samarbejde, at du virkelig – med Esajas ord – må mærke, at du er Herrens præst og tjener og opleve at tilhøre en slægt, som Herren velsigner.
Amen