SLUTNING
DUC IN ALTUM!
58. Lad os gå fremad fulde af håb! Et nyt årtusind åbner sig for Kirken ligesom et umådeligt ocean, som vi skal vove os ud på, idet vi stoler på Kristi hjælp. Guds Søn, som for to tusinde år siden blev menneske af kærlighed til menneskeheden, arbejder også i dag: vi må have vågne øjne for at se dette og fremfor alt et stort hjerte for at blive redskaber i hans arbejde. Fejrede vi ikke jubelåret for at forny vor forbindelse med denne levende håbets kilde? Nu befaler den Kristus, som vi har betragtet og elsket, os endnu engang at begive os afsted: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« (Matt 28,19). Missionsbefalingen følger os ind i det tredje årtusind og driver os til at dele de allerførste kristnes begejstring: Vi kan regne med den samme kraft fra den Ånd, som blev udgydt til Pinse, og som stadigt i dag tilskynder os til at gå i gang igen, båret af det håb, der ikke »gør til skamme« (Rom 5,5).
Ved begyndelsen af dette nye århundrede må vi gå hurtigere, når vi vandrer ad verdens landeveje. Mange er de veje, som enhver af os og enhver af vore kirker må tilbagelægge, men der er ingen afstand mellem dem, der er forenede i det samme fællesskab, det fællesskab, der dagligt næres ved det eukaristiske brøds og livets ords bord. Hver søndag opfordrer den opstandne Kristus os til ligesom endnu engang at møde ham i Nadversalen, hvor han om aftenen »den første dag i ugen« (Joh 20,19) viste sig for sine disciple for at blæse sin livgivende Ånd i dem og sætte dem i gang med det store vovestykke at forkynde evangeliet.
På denne vandring er vi ledsagede af Den salige Jomfru Maria, til hvem jeg for få måneder siden i nærvær af mange biskopper, der var samlede i Rom, betroede det tredje årtusind. I løbet af dette år har jeg ofte påkaldt hende som »Nyevangeliseringens Stjerne«. Nu peger jeg endnu engang på Maria som det strålende morgengry og den sikre leder af vore skridt. Idet jeg gentager Jesu egne ord og giver udtryk for hele Kirkens barnlige kærlighed, siger jeg endnu engang til hende: »Kvinde, se dine børn« (jf. Joh 19,26).
59. Kære brødre og søstre! Den hellige dørs symbol lukkes nu bag os, men kun for at lade den levende dør, som er Kristus, være endnu mere åben. Efter Jubilæets begejstring er det ikke en kedelig hverdagsagtig rutine, vi vender tilbage til. Tværtimod, hvis vor pilgrimsvandring har været ægte, vil den ligesom have trænet vore ben til vejen, der stadig ligger foran os. Vi er nødt til at efterligne apostlen Paulus' nidkærhed, når han siger: Jeg »strækker mig frem mod det, der ligger forude, stræber mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus« (Fil 3,13-14). I forening må vi alle efterligne Marias betragtning, for da hun var vendt hjem til Nazaret fra sin pilgrimsfærd til Jerusalem, bevarede hun sin søns hemmelighed i sit hjerte (jf. Luk 2,51).
Den opstandne Jesus ledsager os på vor vej og gør os i stand til at genkende ham, som disciplene fra Emmaus gjorde, »da han brød brødet« (Luk 24,35). Måtte han finde os årvågne, rede til at genkende hans ansigt og løbe til vore brødre og søstre med det glade budskab: »Vi har set Herren!« (Joh 20,25).
Dette vil være det så meget ønskede resultat af Jubilæet år 2000, det jubilæum, som endnu engang har stillet Jesu af Nazarets, Guds Søns og menneskets Forløsers mysterium levende for øjnene af os.
Når Jubilæet nu går til ende og viser os en fremtid fuld af håb, måtte da hele Kirkens lovprisning og taksigelse hæve sig til Faderen, gennem Sønnen, i Helligånden.
Med dette sender jeg jer alle min hjerteligste velsignelse.
Fra Vatikanet, 6. januar, festen for Herrens åbenbarelse, i året 2001, det treogtyvende af mit pontificat.
Johannes Paul II
