Festpræken, holdt i St. Dominikus's kirke i Oslo 2. oktober 1927 av mgr. Dr. K. Kjeldstrup
"Frykt ikke du land, fryd dig og vær glad; ti store ring har Herren gjort". (Joel 11,21).
Høiærværdige hr. biskop! Ærværdige fædre av sankt Dominikus's orden! Til høitid forsamlede venner!
Arabiske diktere synger i Orientens farverike billedsprog om fjeldkjæden Libanon at den bærer vinteren på sitt hode, våren på sine skuldre, høsten i sit skjød og sommeren slumrende ved sine føtter .
Det samme tør vi med rette si om Moderkirken, den store hellige katolske kirke. Ophøiet og ærværdig står den for os med sin snart to-tusen-årige historie. Den bærer i sandhet som Libanon vinteren på sitt hode. Og dog mister den aldrig sin første ungdomsfriskhet, sin forjættende vårglans. Ti den øser av Helligåndens stadige bistand og skyter i de nydøpte og nyoptagne kirkemedlemmer altid nye og friske skud. I de retfærdiges liv, i martyrenes triumfer og i de fuldendte helliges strålende kor viser den oss høsten. Men over hele dens travle virke på jorden i alle land og under alle himmelstrøk lyser den varme, forgjættende, farvestrålende sommer.
Vi katolske nordmænd som er vidner til Moderkirkens gjenreisning i vort fædreland, har al grund til at sande dette ord om Kirkens evig strålende ungdom. Da vore fædres gamle kirke som har kristnet og civilisert vort land og git det rang blandt andre kristne land og riker, blev lyst utlegg av herredagen i Roskilde - da reformationens stormveir hadde redet landet og plyndret og herjet vore gamle helligdommer - da var det ikke mange som drømte om at den dag skulle komme, da Hellig Olavs kirke atter reiste sig av grus! Derfor skal det mindes, og det med eftertryk, at av alle de trossamfund som arbeider i Norge, er den katolske kirke den mest nationale. Helt fra den tid, da Moderkirkens første trosbud ryddet tun og tuft for Kristi evangelium i Norge, har vort folk hat sin dype kraftkilde i katolisismen. Der fandt det sin styrke til dåd og dyd. Og det var under indtlydelse av katolsk kristendom de gamle, hårde seder mildnedes, de vilde sind blev myke og deLgamle sterke norrønaroål begyndteIltbære i dyp, ren salmetone. 500 år levet vort folk under katolicismen ægide, og når middelalderen med rette er blit kaldt vort lands storhetstid, da skyldes det - som vore historikere villig medgir - Moderkirken og dens indflydelse. Derfor er det også ganske naturlig, med den vekst nationalfølelsen nu skyder i vort land, at en stedse større skare inden vore anderledes troende brødres leir lar fordommene mot Moderkirken falde og med levende sympati ser vore fædres stolte kirke reise sig av grus. Det er naturlig - sier jeg - ti (som en av vore store kirkehistorikere engang sa) "hvis et folk ikke har den rette aktelse for sine fædres verk, da har det dåret sig selv til at bli en nation av åndelige krøblinger."
En meget væsentlig faktor i gammelt katolsk kirkeliv er imidlertid, som bekjendt, munkeordnerne - denne hær av offervillige mænd som vier sit liv til de høieste ideelle formål med frivillig forsakelse for Kristi og evangeliets skyld av alt det som kan være en hemsko for foten i arbeidet for Kristi store sak. Klosterordnerne hører til Moderkirkens integritet, og det er ikke mindst deres indsats det skyldes at den katolske kirke også her i vort fædreland fik så dype røtter blandt folket. Verden vil nu engang se Kristi evangeliums høie idealer omsat i praksis. Og vor historie lærer os at få ordener har vært så inderlig knyttet til den gamle kirkes virke i Norge som dominikanerordenen.
Når derfor denne nye St. Dominikus's kirke nu begynder at sende sine klokkeklemt ut over Oslo, da skal det ikke glemmes at det er et avbrutt virke som nu gjenoptas. Det er en orden, hvis navn på det inderligste er knyttet til vort lands storhetstid, som omsider vender tilbake til det land, hvorfra den med vold blev fordrevet, for at gjenopta sin store gjeming til Guds rikes fremme og menneskesjælenes frelse.
Hvor forunderlig lyder ikke historiens beretning om den hellige Dominikus og hans åndelige sønners virksomhet i apostolatets stj eneste ! Da den store ordensstifter efter et vidunderlig, strålende helgenliv lukket sine øine i Bologna den 6. august 1221, var hans orden allerede utbredt over hele Europa. Sjælenes frelse var dominikanerordenens mål, og alt i dens regelog hele virkeplan gik ut på dette. Når munkene før St. Dominikus og St. Franciskus's tid altid hadde bygget sine klostre i avsides egne var det fordi deres gjeming kun var en bodens og bønnens. Disse to munkeordener tok også apostolatet op på sit program. Derfor ser vi dominikanerne og fransiskaneme slå sig ned i byene, hvor de kunde ta sin del av den aktive sjælesorg. Og St. Dominikus's sønner gik end nu et skridt videre end franciskaneme, idet de især valgte de byer til hovedsak for sin virksomhed hvor der fandtes universiteter og lærde skoler. Studieroe blev derfor den hovedhjørnesten, hvorpå Sankt Dominikus opførte sin ordensbygning, og dominikanerne blev i første række en lærd orden. Vi som i vor hovmodige selvovervurdering så ofte er tilbøielige til at se ned på forgangne tiders videnskapelige arbeide, bør erindre at de dypeste tanker ikke er tenkt ved det elektriske blus, men ved middelalderens talglys og oljelamper, likesom de videste syner ofte er skuet fra klosterets ensomme celler.
Videnskapelig forskerarbeide, teologi, bibelstudium - det var i første række ordenens hovedoppgave. Og formålet med det hele var at utdanne en skare av ordets forkyndere som altid stod på hø ide med tiden. Derav kom også ordenens navn Ordo Praedicatorum Prækebrødrenes orden. Den kjærlighet, hvormed dominikanerne omfattet videnskapelige sysler illustreres av Johannes fra Salisburys ord: "Et kloster uten bøker er som en fæstning uten våben". Store lysende navne kan derfor ordenen opvise på alle videnskapelige områder. Thomas fra Aquino, Albertus Magnus, Raymund fra Pennafort er navne som vil lyse med udødelig glans til de sildigste tider. Som et veldig Herrens veir gik den nye apostelskares forkyndelse viden om land.
I Herrens hus lød deres tale
Med glød fra himlens alterild.
I bondens stue, kongens sale
Dens gjenklang lød snart streng, snart mild.
De splintret syndens skjold og panser
med pinseveirets flammebrus.
De stormet heresiens skanser
Og døgnets guder falt i grus.
De fattige optegnelser vi har fra middelalderen om dominikanernes prædikantvirksomhet er kun at ligne med forstenet lava fra utbrændte kratere. Det er tilstrækkelig at nævne prædikanter som dominikanerne Girolano Savonarola, Henrik fra Køln, Pietro fra Verona, Giovanni fra Vicenza, Vincenzo Ferero - deres like har verden aldri hat. Den nyere tid kan neppe opvise et større apostolisk geni end dominikanerordenens gjenopretter i Frankrike pater
Henri Dominique Lacordaire (1802-1861), hvis vældige veltalenhet bruste som en fjeldfos gjennom et samfund som hadde glemt Gud. F øier vi hertilordenens vældige indsats på kunstens område og i det kreative og sociale liv, vil det forståes, hvad det måtte betyde for Kirken at denne orden som bare 60 år efter sin stiftelse talte over 400 klostre rundt om i Europa.
Her i Norden grundlas det første dominikanerkloster i 1222, året efter den hellige Dominikus' s død, og snart utgjorde de skandinaviske land en egen ordensprovins, Dacia, med 43 mandsklostre og 4 kvindeklostre. I Norge var der 4 mandsklostre, nemlig i Oslo, Bergen, Nidaros og Hamar. Klostrene fik sine første brødre fra England, siden fra Lund og Sigtuna, indtil personalet blev hel norsk. Av Skandinaviens biskoper var 29 dominikanere, deriblant den bekjendte biskop Peter av Hamar som fuldførte Hamars katedralog indførte frukttrær og havekultur til Oplandene. 300 år virket St. Dominikus's sønner i Norge, så kom reformationens farsot, og alt las øde, og av ordenens blomstrende klostre har vi nu ikke andet tilbake end de nyligavdækkederuiner av St. Olavs dominikanerkloster i Oslo.
Men St. Dominikus's sønner glemte ikke Norge ide tunge århundreder som fulgte efter kirkeomvæltningen. I 1632 gjorde de et forgjæves forsøk på at gjenopta den avbrudte virksomhet, idet pater Ambrosius van der Bater begyndte apostolisk virksomhet i Larvik. Tvungen av den intolerante lovgivning måtte han imidlertid snart igjen forlate landet.
Endelig - høsten 1920 - kom to dominikanere fra det sollyse Frankrike til Norge og slo sig ned i Oslo. Da de i pinsen 1921 åpnet sit lille, beskedne kapel her i Neuberggaten, var der al grund til at mindes dikterens ord om israelittenes anden tempelbygning:
"Forakter ei de ringe dage",
så klang det over tempelgrus
fra Herrens mund, da hænder svake
arbeidet på det andet hus,
en hytte kun at lignes ved
kong Salomons i herlighet".
Nu står da St. Dominikus's kirke reist. Gammel og ny tid møtes. En av historiens brustne tråde er atter knyttet. Med jubel og inderlig tak til Gud hilser vi katolske nordmænd denne dag som indleder en ny æra i den gamle historiske ordens virksomhet i vort fædreland.
Velsignet være I, fædre av St. Dominikus's orden som forlot eders skjønne fædreland for at virke her mellem Norges fjelde! Gud signe det rike, spirende trosliveders virke allerede har fremkaldt i de få år I har værether! Store oppgaver venter eder tilvisse. I skal ikke alene med mund og pen støtte det arbeide vi andre prester udfører til Moderkirkens gjenreisning, nære sjelene med livets brød, løse og binde, trøste og opmuntre, revse og formane. Men I skal tillike som bærere aven gammel, ærværdig klosterordens ærerike tradisjoner vise det moderne nydelsessyke samfund det strenge, regelbundne livs skjønhet og selvfornektelsens adel.
Aar vil der end nu gå, før vort Norge atter indtar sin plass blandt de katolske nationer og hævder arven fra fædrene til varig odelog eie. Miskjendt er Moderkirken endnu av mange i dette fagre land. Men i dag på denne store jubelfest bør vi dog si med profeten Joel: "Frykt ikke, du land, fryd dig og vær glad; ti store ting har Herren gjort!"
Amen.