Til mine brødre i bispeembedet,
til præster og diakoner,
til mandlige og kvindelige ordensfolk
og til alle troende lægfolk.
1. Ved indgangen til det nye årtusind og ved afslutningen af det store jubilæum, hvor vi fejrede den to-tusinde årsdag for Jesu fødsel, og hvor der begynder et nyt afsnit af Kirkens pilgrimsgang, lyder i vore hjerter atter Jesu ord, da han en dag - efter fra Simons båd at have talt til folkeskaren - opfordrede apostlene til at »lægge ud på dybet« for at få fangst: »Duc in altum, Læg ud på dybet« (Luk 5,4). Peter og hans første ledsagere stolede på Jesu ord og kastede garnene ud. »Det gjorde de og fangede en stor mængde fisk« (Luk 5,6).
Duc in altum, Læg ud på dybet! Disse ord lyder til os i dag, og de opfordrer os til at erindre fortiden med taknemlighed, leve nutiden med begejstring og se fremad til fremtiden med tillid: »Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid« (Heb 13,8).
Kirkens glæde var stor i dette år, mens den viede sig til at betragte sin Brudgoms og Herres ansigt. Den blev mere end nogen sinde til et pilgrimsfolk, ledet af ham, som er »fårenes store hyrde« (Heb 13,20). Med usædvanlig energi gik så mange af dens medlemmer, Guds folk her i Rom så vel som i Jerusalem og de enkelte lokalkirker, gennem den »hellige dør«, som er Kristus. Til ham, som er historiens mål og verdens eneste frelser, råbte Kirken og Ånden: »Marana ta - kom, Herre Jesus« (jf. Åb 22,17.20; 1 Kor 16,22).
Det er umuligt at måle resultatet af denne nåde, som i årets løb har berørt menneskers hjerter. Men det er sikkert og vist, at »en flod med livets vand«, det vand, som bestandigt »vælder ud fra Guds og Lammets trone« (sml. Åb 22,1), er blevet udøst over Kirken. Dette er det Åndens vand, som slukker tørst og fornyer (jf. Joh 4,14). Dette er den Faderens barmhjertige kærlighed, som endnu engang er blevet kundgjort og givet os i Kristus. Henimod afslutningen af dette år kan vi med fornyet jubel gentage de gamle taksigelsesord: »Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid« (Sl 118,1).
2. Jeg føler trang for at skrive til jer, I kære, for at dele denne lovsang med jer. Fra begyndelsen af mit pontifikat har mine tanker været rettet mod dette hellige år 2000 som en vigtig milepæl. Jeg tænkte på fejringen af det som en af forsynet bestemt lejlighed, hvor Kirken femogtredive år efter Det andet Vatikankoncil kunne undersøge, hvor meget den havde fornyet sig for med ny begejstring at kunne give sig i lag med sin evangeliserende opgave.
Er dette lykkedes for Jubelåret? Guds blik hviler opmærksomt på vort engagement, på dets store kraftanstrengelser og uundgåelige svagheder. Men vi kan ikke lade være med at takke for de »undere«, som Gud har udrettet for os: »Misericordias Domini in aeternum cantabo, Om Herrens miskundhed vil jeg evigt synge« (Sl 89,2).
Samtidigt vil han, at det, der stod os for øje, tages op til fornyet overvejelse og på en måde »tydes«, for at gøre, hvad Ånden har sagt til Kirken (sml. Åb 2,7.11.17 osv.) gennem dette så indholdsrige år.
3. Kære Brødre og Søstre; det er særlig nødvendigt for os at rette vore tanker mod den fremtid, der ligger foran os. Gennem disse måneder har vi ofte set hen imod det nye årtusind, som er ved at begynde, mens vi gennemlevede dette jubelår ikke kun som et minde om fortiden, men også som en profeti om fremtiden. Nu er det nødvendigt, at vi drager fordel af den nåde, vi har modtaget, ved i praksis at omsætte den i beslutninger og retningslinier for handling. Dette er en opgave, som jeg opfordrer alle lokalkirker til at påtage sig. Når de er samlede omkring deres biskop, når de lytter til ordet broderligt fællesskab og »bryder brødet«, udgør hvert bispedømme en lokalkirke» hvori i sandhed Kristi ene, hellige, katolske og apostoliske Kirke er til stede og virker«.1 Det er frem for alt i enhver lokalkirkes særlige situation, at Guds ene folks mysterium får sin særlige skikkelse, som passer til hver enkelt kontekst og kultur.
Til syvende og sidst afspejler denne rodfæstelse af Kirken i tid og sted selve menneskevordelsens udvikling. Nu er det derfor tiden for enhver lokalkirke til at vurdere sin begejstring og finde ny inspiration til sin åndelige og pastorale indsats ved at overveje, hvad Ånden har sagt til Guds folk i dette særlige nådens år og endda i det længere tidsrum fra Det andet Vatikankoncil til det store jubilæums. Det er med tanken for dette, at jeg i dette brev ved afslutningen af det store jubilæum ønsker at fremføre mit Petrus-embedes bidrag, således at Kirken kan stråle endnu mere klart i sine gavers mangfoldighed og i sin enhed på vandringen.
