I. MØDET MED KRISTUS
DET STORE JUBILÆUMS ARV
4. »Vi takker dig, Herre, Gud, Almægtige« (Åb 11,17). I bullen, der indvarslede jubilæet, gav jeg udtryk for det håb, at den totusindårets fejring af menneskevordelsens mysterium ville blive levet som »en uophørlig lovprisning af Treenigheden«2 og tillige som en »forsoningens vej og et tegn på sandt håb for alle, som ser hen til Kristus og hans kirke«.3 Dette Jubelår har også været en erfaring af disse væsentlige aspekter og har opnået øjeblikke, der var så fulde af intensitet, så vi fornemmede det, som om vi håndgribeligt var i kontakt med det nådige nærvær af Gud, fra hvem »alle gode og fuldkomne gaver kommer« (Jak 1,17).
Jeg tænker først og fremmest på lovprisningens dimension. Denne er udgangspunktet for enhver ægte troens reaktion på Guds åbenbaring i Kristus. Kristendommen er nåde; det er det underværk, der udføres af en Gud, der ikke er tilfreds med blot at skabe verden og mennesket, men sætter sig selv på samme niveau som den skabning, han har skabt, og efter mangfoldige gange og på mangfoldige måder at have talt gennem profeterne, har han »nu ved dagenes ende ... talt til os gennem sin søn« (Heb 1,1-2).
Nu ved dagenes ende! Ja, jubilæet har fået os til at forstå, at to tusinde års historie er gået uden at formindske nyheden ved det »i dag«, da englene forkyndte hyrderne den vidunderlige begivenhed med Jesu fødsel i Betlehem. »I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren« (Luk 2,11). Der er gået to tusinde år, men Jesu proklamation af hans mission, da han over for sine forbavsede bysbørn i synagogen i Nazaret anvendte Esajas' profeti på sig selv, er så levende som nogen sinde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse« (Luk 4,21). Der er gået to tusinde år, men syndere, der har behov for barmhjertighed - og hvem har ikke det? - oplever stadig trøsten i det frelsens »i dag«, som på korset åbnede Guds Riges porte for den angrende røver: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis« (Luk 23,43).
Tidens fylde
5. Dette jubilæums sammenfald med begyndelsen af et nyt årtusinde har i sandhed hjulpet mennesker til at blive mere opmærksomme på Kristi mysterium inden for frelseshistoriens store horisont - uden på nogen måde at give efter for tusindårs-fantasier. Kristendommen er en religion, der er rodfæstet i historien! Det var på historisk jord, at Gud valgte at stifte en pagt med Israel og således forberede Sønnens fødsel af Marias moderskød, »da tidens fylde kom« (Gal 4,4). Forstået i sit guddommelige og menneskelige mysterium er Kristus historiens grundlag og midtpunkt, han er dens mening og endelige mål. Det er netop i ham, Faderens Ord og afbillede, at »alt blev til« (Joh 1,3; sml. Kol 1,15). Hans menneskevordelse, der kulminerede i påske-mysteriet og Åndens gave, er tidens pulserende hjerte, den hemmelighedsfulde time, hvori Guds Rige kom til os (sml. Mark 1,15), ja endog slog rod i historien som det sædekorn, der var bestemt til at blive et stort træ (sml. Mark 4,30-32).
»Ære være dig, Jesus Kristus, for du regerer i dag og til alle tider«. Med denne sang gentaget tusinder af gange har vi betragtet Kristus i år, som han er skildret i Johannes' Åbenbaring: »Alfa og Omega, den første og den sidste« (Åb 22,13). Og når vi betragtede Kristus, tilbad vi også Faderen og Ånden, den ene og udelte Treenighed, det uudsigelige mysterium, hvori alt har sit udspring og sin fuldendelse.
Renselsen af erindringen
6. For at rense vort syn til at betragte mysteriet har dette Jubelår været stærkt præget af bønnen om tilgivelse. Dette gælder ikke kun for enkeltpersoner, som har betragtet deres eget liv nøjere for at bede om nåde og modtage afladens særlige gave, men det gælder for hele Kirken, som har besluttet at minde om så mange af dens børns former for utroskab i løbet af historien, former for utroskab, der har kastet en skygge over dens ansigt som Kristi brud.
I lang tid har vi forberedt os til denne samvittighedsransagelse i bevidstheden om, at »Kirken, som indbefatter syndere i sit skød, er på én gang hellig og har altid brug for renselse«.4 Studiekongresser hjalp os til at identificere de aspekter, som bidrog til, at evangeliet i løbet af de første to årtusinder ikke altid kom til at fremstå i et strålende lys. Hvordan skulle vi kunne glemme den bevægende liturgi 12. marts 2000 i Peterskirken, hvor jeg, idet jeg så op på den korsfæstede Kristus, i Kirkens navn bad om tilgivelse for alle dens børns synder? Denne »renselse af mindet« har styrket vore skridt til vandringen mod fremtiden og har gjort os mere ydmyge og årvågne i vor fastholden af evangeliet.
Vidner om troen
7. Denne levende følelse af anger har imidlertid ikke forhindret os i at give Herren ære for, hvad han har gjort i hvert eneste århundrede og specielt i det århundrede, som vi lige har lagt bag os, ved at skænke sin kirke en stor skare af helgener og martyrer. For nogle af dem har Jubelåret været det år, hvor de blev saligkåret eller helgenkåret. Hvad enten hellighed er tillagt paver, der er velkendte i historien, eller enkle læg- og ordensfolk fra det ene eller det andet af klodens kontinenter, er den mere end nogensinde fremstået klarere som den dimension, der bedst udtrykker Kirkens mysterium. Hellighed, et budskab, der ikke behøver ord, er den levende genspejling af Kristi åsyn.
I anledning af det hellige år er der også blevet gjort meget for at samle de dyrebare minder om troens vidner i det tyvende århundrede. Sammen med repræsentanter for de andre kirker og kirkelige samfund mindedes vi dem den 7. maj i de talende omgivelser i Colosseum, symbolet på oldtidens forfølgelser. Dette er en arv, der ikke må gå tabt; vi bør altid være taknemlige for den, og vi bør forny vor beslutning om at efterligne den.
Pilgrimskirken
8. Som i helgenernes fodspor er talløse af Kirkens sønner og døtre kommet til Rom, til apostlenes grave, fordi de ønskede at aflægge vidnesbyrd om deres tro, bekende deres synder og modtage den nåde, som frelser. De menneskemængder, der har fyldt Peterspladsen ved de mange gudstjenester, har i år ikke blot gjort et stærkt indtryk på mig. Jeg er ofte standset for at betragte den lange kø af pilgrimme, der tålmodigt ventede på at gå gennem Den hellige Dør. Jeg gjorde mig umage for i hver af disse pilgrimme at forestille mig en livshistorie sammensat af glæder, bekymringer, lidelser, den historie, der er oplevet af en, som Kristus har mødt, og som i samtale med ham igen drog afsted på en håbets rejse.
Når jeg betragtede den uafbrudte strøm af pilgrimme, så jeg dem som en slags konkret billede af Pilgrimskirken, den kirke, der som Augustin siger, befinder sig »midt imellem verdens forfølgelser og Guds trøst«.5 Vi har kun været i stand til at iagttage det ydre af denne enestående begivenhed. Hvem kan bedømme de nådens vidundere, der er bevirket i menneskehjerter? Det er bedre at tie og tilbede i ydmyg tillid til Guds hemmelighedsfulde måder at arbejde på og uden ophør synge til hans pris: »Misericordias Domini in aeternum cantabo! Om Herrens miskundhed vil jeg evigt synge!«.
Unge mennesker
9. De mange jubilæumsbegivenheder har samlet de mest forskellige grupper af mennesker, og deltagerantallet har været virkeligt imponerende - undertiden som en hård prøvelse for både kirkelig civile organisatorers og hjælperes arbejde. I denne skrivelse vil jeg gerne udtrykke min hjertelige taknemlighed til dem alle. Men bortset fra antallet er det, der så ofte har bevæget mig, intensiteten i bønnen, meditationen og fællesskabsfølelsen, som disse møder i almindelighed frembød.
Og hvordan skulle vi kunne lade være med især at mindes de unges glade og inspirerende møde? Hvis der er noget billede fra Jubelåret 2000, som mere end noget andet vil leve i min erindring, er det sikkert de masser af unge, som jeg var i stand til at inddrage i en helt særlig dialog, fuld af indbyrdes kærlighed og dyb forståelse. Sådan var det lige fra det øjeblik, hvor jeg bød dem velkommen på pladsen ved Laterankirken og på Peterspladsen. Derefter så jeg dem myldre gennem byen, lykkelige, som unge bør være, men også eftertænksomme, ivrige efter at bede, søgende efter »mening« og virkeligt venskab. Hverken for dem selv eller for dem, der så dem, vil det være let at glemme denne uge, hvor Rom blev »ung med de unge«. Det vil ikke være muligt at glemme messen ved Tor Vergata.
Endnu engang har de unge vist sig at være en særlig Guds Ånds gave til Rom og til Kirken. Undertiden føler vi, når vi betragter de unge med de problemer og svagheder, som er karakteristiske for dem i det nuværende samfund, en tilbøjelighed til at blive pessimistiske. De unges jubilæum ændrede imidlertid dette ved at vise os, at unge, lige meget hvilke deres holdninger måske er, har en dyb længsel efter de ægte værdier, som finder deres fylde i Kristus. Er Kristus ikke hemmeligheden i hjertets sande frihed og dybe glæde? Er Kristus ikke den ædleste og mest ophøjede ven og den, der lærer os alt virkeligt venskab? Hvis Kristus fremstilles for unge mennesker, som han virkeligt er, oplever de ham som et svar, der er overbevisende, og de kan da acceptere hans budskab, selv om det er krævende og mærket af korset. Derfor tøvede jeg ikke med som svar på deres begejstring at bede dem om at foretage et radikalt troens og livets valg og med at forelægge dem en vældig opgave: at blive »morgenvægtere!« (sml. Es 21,11-12).
Mangfoldigheden af pilgrimme
10. Naturligvis kan jeg ikke gå i detaljer med hver enkelt af jubilæets begivenheder. Hver af dem havde sit særlige præg og har efterladt sit budskab, ikke blot til dem, der direkte deltog, men også til dem, der hørte derom eller deltog langt borte fra gennem medierne. Men hvordan skal vi nogen sinde kunne glemme den måde, hvorpå den første store forsamling, der var tilegnet børn, blev fejret. I en vis forstand betød det at begynde med børnene at respektere Kristi befaling: »Lad de små børn komme til mig« (Mark 10,14). Måske betød det endnu mere at gøre, hvad han gjorde, da han stillede et lille barn midt iblandt disciplene og gjorde det til selve symbolet på den indstilling vi bør have, hvis vi ønsker at komme ind i Himmeriget (sml. Matt 18,2-4).
Således var det på en vis måde i børnenes fodspor, at alle de forskellige grupper af voksne kom for at søge jubilæets nåde: fra gamle mennesker til de syge og de handicappede, fra fabriks- og landarbejdere til sportsfolk, fra kunstnere til universitetslærere, fra biskopper og præster til ordensfolk, fra politikere til journalister, til militærfolk, der kom for at bekræfte, at meningen med deres militærtjeneste var en tjeneste for freden.
En af de mest bemærkelsesværdige begivenheder var arbejderskaren den 1. maj, den dag, der traditionelt er viet til arbejdets verden. Jeg indbød dem til at praktisere en arbejdets spiritualitet efter den hellige Josefs og Jesu eget eksempel. Den jubilæums-forsamling gav mig også lejlighed til at komme med en stærk opfordring til at bøde på den økonomiske og sociale ulighed, der findes i arbejdsverdenen, og til at virke beslutsomt for, at man i den økonomiske globaliserings processer er behørigt opmærksom på solidaritet og den respekt, der skyldes ethvert menneske.
Børn med deres overvældende sans for festivitas var igen til stede ved familiernes jubilæum, hvor jeg fremhævede dem for verden som »familiens og samfundets forår«. Dette var et virkeligt betydningsfuldt møde, hvor talløse familier fra forskellige dele af verden mødtes for at få ny inspiration fra det lys, som Kristus kaster over Guds oprindelige plan med dem (sml. Mark 10,6-8; Matt 19,4-6), og for at forpligte sig til at sørge for, at det lys får indflydelse på en kultur, som på en mere og mere forvirrende måde risikerer at miste synet for selve meningen med ægteskabet og familien som en institution.
For mig var et af de mest bevægende møder det med fangerne i fængslet Regina Caeli. I deres øjne så jeg lidelse, men også anger og håb. For dem var jubilæet på en særlig måde et »nådens år«.
Endelig var mødet i årets sidste dage med underholdnings-verdenen, som udøver så mægtig en indflydelse på mennesker, en fornøjelig begivenhed. Jeg kunne minde alle de implicerede om deres store ansvar for at benytte underholdningen til at fremsætte et positivt budskab, som både er moralsk gavnligt og i stand til at formidle tillid og kærlighed.
Den internationale eukaristiske kongres
11. Det var hensigten, at den internationale eukaristiske kongres skulle have særlig betydning i dette jubilæumsår. Og det fik den! Da eukaristien er Kristi offer, der gøres nærværende blandt os, hvordan skulle så hans realpræsens andet end være midtpunktet i det hellige år, der var viet til Ordets menneskevordelse? Dette år havde af denne grund netop til hensigt at være »intenst eukaristisk«,6 og det er således vi forsøgte at gennemføre det. Hvordan skulle vi, samtidigt med at vi mindedes Sønnens fødsel, kunne lade være med at mindes Moderen? Maria var til stede i fejringen af jubilæet, ikke kun som et tema ved akademiske møder på højt plan, men frem for alt i den store indvielses-handling, hvor jeg i overværelse af størstedelen af verdens biskopper betroede det nye årtusinds mænds og kvinders liv til hendes moderlige omsorg.
Den økumeniske dimension
12. Man vil forstå, at jeg har lettere ved at tale om jubilæet set ud fra Peters Stol. Men imidlertid glemmer jeg ikke, at jeg selv ønskede, at jubilæet skulle fejres i delkirkerne, og det var dér, flertallet af de troende var i stand til at opnå dets specielle nådegaver og især den aflad, der var forbundet med jubelåret. Ikke desto mindre er det betydningsfuldt, at mange bispedømmer ønskede også at være til stede her i Rom med store grupper af troende. Den evige Stad har således endnu engang vist sin af forsynet bestemte rolle som det sted, hvor hver enkelt kirkes og faktisk også hver enkelt nations og kulturs gaver finder deres »katolske« harmoni, således at Kristi ene kirke endnu klarere kan vise sit mysterium som et »sakramente ... for hele menneskeslægtens enhed«.7
Jeg havde også bedt om, at der i programmet for Jubelåret blev taget særlig hensyn til det økumeniske aspekt. Hvilken anledning end fejringen af Kristi fødsel kunne være mere egnet til at opmuntre til fremgang på vejen til fuldt fællesskab? Der blev gjort meget med henblik herpå, og et af højdepunkterne var det økumeniske møde 18. januar 2000 i basilikaen Sankt Paul uden for Murene, hvor for første gang i historien en hellig dør blev åbnet af Peters efterfølger, en anglikansk ærkebiskop og en metropolit af Konstantinopels økumeniske patriarkat i nærvær af repræsentanter for kirker og kirkelige samfund fra hele verden. Der var også andre vigtige møder med ortodokse patriarker og lederne af andre kristne trossamfund. Jeg mindes især besøget for nylig af Hans Hellighed Karekin II, alle armenieres højeste patriark og Katholikos. Desuden deltog mange medlemmer af andre kirker og kirkesamfund i jubelårets møder, der var arrangeret for andre grupper. Den økumeniske vandring er bestemt stadig vanskelig, og vil måske være lang, men vi opmuntres af det håb, der kommer af at blive ledet af Den Opstandnes nærvær og hans Ånds utrættelige magt, der altid er i stand til at overraske på ny.
Valfart til Det hellige land
13. Og hvordan kan jeg lade være med at mindes mit personlige Jubelår hen ad Det hellige Lands veje? Jeg ville gerne have begyndt denne rejse i Ur i Kaldæa for at følge, ligesom bogstaveligt, i Abrahams »vor fader i troens« fodspor (jf. Rom 4,11-16). Jeg måtte imidlertid nøjes med en valfart i ånden i forbindelse med den udtryksfulde Ordets liturgi, som 23. februar blev fejret i Paul VI's audienssal. Den virkelige valfart fandt sted næsten umiddelbart derefter og fulgte frelseshistoriens etaper. Således havde jeg den glæde at besøge Sinai-bjerget, hvor gaven, pagtens ti bud, blev givet. Jeg fortsatte en måned senere, hvor jeg nåede til Nebo-bjerget og derpå drog videre til selve de steder, hvor Forløseren levede, og som han gjorde hellige. Det er vanskeligt at give udtryk for den bevægelse, jeg følte ved at kunne ære stederne, hvor han blev født, og hvor han levede, Betlehem og Nazaret, at fejre eukaristien i »Nadversalen«, netop det sted, hvor den blev indstiftet, meditere over Korsets mysterium på Golgata, hvor han gav sit liv for os. På disse steder, der stadig er så urolige og igen for nyligt er blevet ramt af vold, fik jeg en usædvanlig hjertelig velkomst ikke blot fra Kirkens medlemmer, men også fra de israelske og palæstinensiske befolkningsgrupper. Jeg var dybt grebet, da jeg bad ved Grædemuren og under mit besøg ved mausoleet i Yad Vashem, et rystende minde om nazisternes dødslejre. Min pilgrimsfærd var et øjeblik fyldt af broderlighed og fred, og jeg mindes den gerne som en af de smukkeste gaver fra hele oplevelsen af Jubelåret. Når jeg tænker tilbage på den sindsstemning, kan jeg ikke lade være med at give udtryk for mit dybtfølte ønske om en hurtig og retfærdig løsning af de stadigt uløste problemer om de hellige steder, som elskes af både jøder, kristne og muslimer.
Den internationale gældsbyrde
14. Jubelåret var også en stor oplevelse af næstekærlighed - og det kunne ikke være anderledes. Allerede i forberedelsesårene havde jeg opfordret til en større og mere aktiv opmærksomhed over for de fattigdomsproblemer, som stadigt plager verden. Problemet med fattige landes internationale gæld fik en særlig betydning i denne sammenhæng. En generøs gestus overfor disse lande ville være i Jubelårets ånd, som i dets oprindelige bibelske ramme netop var en tid, hvor samfundet forpligtede sig til at genoprette retfærdighed og solidaritet i mellemmenneskelige forhold, heri indbefattet tilbagegivelse af alt, hvad der tilhørte andre. Jeg glæder mig over at konstatere, at i den senere tid har mange kreditorstaters parlamenter stemt for en væsentlig eftergivelse af de fattigste og mest forgældede landes gæld. Det er mit håb, at de respektive regeringer snart vil gennemføre disse parlamentariske beslutninger. Spørgsmålet i forbindelse med multilateral gæld, som de fattigste lande har optaget hos internationale finansorganisationer, har vist sig at være et mere problematisk spørgsmål. Man må håbe, at det må lykkes for disse organisationers medlemsstater, især for dem, der har større afgørende indflydelse, at nå til den nødvendige consensus for at opnå en hurtig løsning på dette spørgsmål, af hvis løsning mange landes fremskridt afhænger med alvorlige konsekvenser for så mange menneskers økonomi og livsbetingelser.
Nye kræfter
15. Dette er kun nogle af de mere væsentlige bestanddele af Jubelårets fejring. Det har efterladt os med mange minder. Men hvis vi spørger, hvad der er kernen i den store arv, det efterlader os, vil jeg ikke tøve med at beskrive den som betragtningen af Kristi åsyn. Kristus betragtet i hans historiske træk og i hans mysterium, Kristus forstået gennem hans mangfoldige nærvær i Kirken og i verden og bekendt som hensigten med historien og livsløbets lys.
Nu må vi se fremad, vi må »lægge ud på dybet« i tillid til Kristi ord: Duc in altum! Hvad vi har udrettet i dette år kan ikke retfærdiggøre, at vi hengiver os til selvtilfredshed, og endnu mindre bør det få os til at slække på vor forpligtelse. Tværtimod bør de erfaringer, vi har gjort, indgive os nye kræfter og tilskynde os til at investere den begejstring, vi har følt, i konkrete initiativer. Jesus advarer os selv: »Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige« (Luk 9,62). Når det drejer sig om Guds Rige, er der ikke tid til at se sig tilbage og endnu mindre til at forfalde til dovenskab. Der forventes meget af os, og derfor må vi gå i gang med at lægge en effektiv plan for tiden efter Jubilæet.
Det er imidlertid vigtigt, at hvad vi har i sinde, med Guds hjælp, er dybt rodfæstet i kontemplation og bøn. Vor tid er en tid i bestandig bevægelse, hvad der ofte fører til rastløshed med risiko for »handling for handlingens egen skyld«. Vi må modstå denne fristelse ved »at være«, inden vi prøver »at handle«. I den henseende bør vi huske på, hvordan Jesus irettesatte Martha. »Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent« (Luk 10,41-42). I denne ånd ønsker jeg, inden jeg fremsætter en række praktiske retningslinier for jeres overvejelse, at dele nogle meditationstanker med jer over Kristi mysterium, det absolutte grundlag for al vor pastorale aktivitet.
