II. ET ANSIGT AT BETRAGTE
16. »Vi vil gerne se Jesus« (Joh 12,21). Denne anmodning rettet til apostlen Filip af nogle grækere, der havde foretaget en pilgrimsrejse til Jerusalem i anledning af påsken, genlyder åndeligt talt i vore øren i løbet af dette Jubelår. Ligesom disse pilgrimme for to tusinde år siden, beder mænd og kvinder fra vore dage - ofte måske ubevidst - troende om ikke blot at »tale« om Kristus, men i en vis forstand at »vise« dem Kristus. Og er det ikke Kirkens opgave at genspejle Kristi lys i enhver historisk periode for at få hans ansigt til at stråle også for det nye årtusinds generationer?
Vort vidnesbyrd ville imidlertid være håbløst utilstrækkeligt, hvis vi ikke selv først havde betragtet hans ansigt. Det store Jubilæum har absolut hjulpet os til at gøre dette. Ved afslutningen af Jubilæet, mens vi vender tilbage til vort sædvanlige liv, samtidigt med at vi i vore hjerter opbevarer denne ganske særlige tids rigdomme, er vort blik mere end nogen sinde fast rettet mod Herrens ansigt.
Evangeliernes vidnesbyrd
17. Betragtningen af Kristi ansigt må nødvendigvis blive inspireret af alt det, vi har fået fortalt om ham i Den hellige Skrift, som fra først til sidst er gennemtrængt af hans mysterium, som er bebudet på en tilsløret måde i Det gamle Testamente og åbenbaret i Det nye Testamente, således, at Hieronymus så kraftigt kan erklære: »Ukendskab til Skrifterne er uvidenhed om Kristus«.8 Når vi er fast forankrede i Den hellige Skrift, åbner vi os for Åndens virkning (jf. Joh 15,26), som de hellige tekster har deres oprindelse fra, så vel som for apostlenes vidnesbyrd (jf. Joh 15,27), for apostlene havde en førstehånds erfaring af Kristus, livets Ord: de så ham med deres øjne, hørte ham med deres øren, rørte ved ham med deres hænder (jf. 1 Joh 1,1).
Det, vi modtager fra dem, er et troens syn, der bygger på et sikkert historisk vidnesbyrd: et sandt vidnesbyrd, som evangelierne, trods deres indviklede redigering og primære kateketiske formål, giver videre til os på en fuldstændig troværdig måde.9
18. Evangelierne hævder ikke at være en komplet biografi af Jesus i overensstemmelse med moderne historisk videnskabs regler. Alligevel dukker Nazaræerens ansigt frem af dem på et solidt historisk grundlag. Evangelisterne gjorde sig umage med at beskrive ham på grundlag af pålidelige vidnesbyrd, som de samlede (jf. Luk 1,3), og idet de arbejdede med dokumenter, som var genstand for omhyggelig kirkelig gransken. Det var på grundlag af sådanne førstehånds vidnesbyrd, at de, oplyste ved Helligåndens vejledning, erfarede den forbløffende kendsgerning, at Jesus var født af en jomfru, af Maria, Josefs hustru. Fra dem, der havde kendt Jesus gennem de næsten tredive år, han tilbragte i Nazaret (jf. Luk 3,23), samlede de kendsgerninger om hans liv som »tømrerens søn« (Matt 13,55), som selv var »tømrer«, og hvis plads inden for hans større families sammenhæng var velkendt (sml. Mark 6,3). De påpegede hans religiøse lidenskab, som fik ham til sammen med sin familie at foretage årlige valfarter til templet i Jerusalem (jf. Luk 2,41), og gjorde ham til en regelmæssig gæst i synagogen i hans egen by (jf. Luk 4,16).
Uden at være komplette og detaljerede bliver beretningerne om hans offentlige gerning meget mere indholdsrige fra det øjeblik af, hvor den unge galilæer bliver døbt i Jordan af Johannes Døber. Styrket af vidnesbyrdet fra det høje og bevidst om at være den »elskede søn« (Luk 3,22) begynder han at prædike om Guds Riges komme og forklarer dets krav og dets magt med nådefulde og barmhjertige ord og tegn. Evangelierne viser ham for os som en, der vandrer gennem byer og landsbyer, fulgt af tolv apostle, som han har udvalgt (jf. Mark 3,13-19), af en gruppe kvinder, som går dem til hånde (jf. Luk 8,2-3), af skarer, der opsøger ham og følger ham, af de syge, som højlydt påkalder hans helbredende kraft, af mennesker, som lytter til hans ord med forskelligt udbytte.
Evangeliernes beretning samler sig om den voksende spænding, der opstår mellem Jesus og de herskende grupper i hans tids religiøse samfund, indtil den endelige krise med dens dramatiske afslutning på Golgata. Dette er den mørkets time, som efterfølges af et nyt, strålende og definitivt daggry. Evangelieberetningerne slutter faktisk med at vise Nazaræeren sejrende over døden. De peger på den tomme grav og følger ham i perioden med rækken af åbenbaringer, hvor disciplene - først rådvilde og forvirrede, derpå fyldte med usigelig glæde - erfarer hans levende og vidunderlige nærvær. Fra ham modtager de Helligånden (jf. Joh 20,22) og befalingen om at forkynde evangeliet til »alle folkeslagene« (Matt 28,19).
Troens vej
19. »Disciplene blev glade, da de så Herren« (Joh 20,20). Det ansigt, som apostlene betragtede efter opstandelsen, var også Jesu ansigt, og ham havde de levet sammen med i næsten tre år, og det var ham, der nu overbeviste dem om den forbløffende sandhed om hans nye liv ved at vise dem »sine hænder og sin side« (sammesteds). Det var først efter en lang åndelig rejse, at disciplene, der var på vej til Emmaus, kom til at tro (jf. Luk 24,13-35). Apostlen Thomas troede først, efter at han selv havde efterprøvet underet (jf. Joh 20,24-29). I virkeligheden var det ligegyldigt, hvor meget hans legeme var blevet set eller berørt: det var kun tro, der helt kunne trænge ind i dette ansigts mysterium. Dette var en erfaring, som disciplene allerede havde haft under Jesu historiske liv, i de spørgsmål, som faldt dem ind, hver gang de følte sig udfordrede af hans handlinger og hans ord. Man kan aldrig virkeligt nå Jesus uden ad troens vej, på en vandring, hvor stadierne synes at blive vist os af evangeliet selv i den velkendte scene ved Cæsarea Filippi (jf. Matt 16,13-20). Idet han ligesom foretager en første vurdering af sin gerning, spørger Jesus sine disciple, hvad »folk« siger om ham, og de svarer ham: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne« (Matt 16,14). Absolut et godt svar, men stadig langt - meget langt - fra sandheden. Skarerne er i stand til at fornemme en absolut usædvanlig religiøs dimension ved denne rabbi, som taler på en så fængslende måde, men de er ikke i stand til at sætte ham over de Guds mænd, som havde præget Israels historie. Jesus er virkelig meget anderledes! Det er netop denne yderlige erkendelse, der gælder det dybere plan af hans væsen, som han venter fra dem, der står ham nær: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« (Matt 16,15). Kun den tro, der forkyndes af Peter og med ham af Kirken til alle tider, går virkeligt til kernen og rører ved mysteriets dyb: »Du er Kristus, den levende Guds søn« (Matt 16,16).
20. Hvordan var Peter nået til denne tro? Og hvad kræves der af os, hvis vi ønsker at følge i hans fodspor med større og større overbevisning? Matthæus giver os en oplysning i de ord, hvormed Jesus tager imod Peters bekendelse. »Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader i himlene« (Matt 16,17). Udtrykket »kød og blod« er en henvisning til mennesket og den almindelige måde at forstå ting på. I tilfældet med Jesus er denne almindelige måde ikke nok. En nådefuld »åbenbaring«, som kommer fra Faderen, er nødvendig (jf. sammesteds). Lukas giver os et fingerpeg, som viser i samme retning, når han bemærker, at denne samtale med disciplene fandt sted, mens Jesus »havde trukket sig tilbage for at bede« (Luk 9,18). De to oplysninger peger i samme retning for at gøre det klart, at vi ikke kan nå til den fulde betragtning af Herrens ansigt alene ved vore egne kræfter, men ved at vi tillader nåden at tage os ved hånden. Kun erfaringen af stilhed og bøn giver det rette milieu til vækst og udvikling af en virkelig, trofast og sammenhængende erkendelse af det mysterium, som finder sit kulminerende udtryk i evangelisten Johannes' højtidelige proklamation: »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed« (Joh 1,14).
Mysteriets dyb
21. Ordet og kødet, den guddommelige herlighed og hans tagen bolig iblandt os! Det er i disse to aspekters intime og uadskillelige forening, at Kristi identitet findes, i overensstemmelse med den klassiske formel fra Koncilet i Kalcedon (451): »én person i to naturer«. Personen er, og den alene, Det evige Ord, Faderens Søn. De to naturer, uden nogen som helst sammenblanding, men også uden nogen som helst adskillelse, er den guddommelige og den menneskelige.10
Vi ved, at vore begreber og vore ord er begrænsede. Skønt formlen altid forbliver menneskelig, er den ikke desto mindre omhyggeligt afpasset i sit dogmatiske indhold og gør os det muligt, omend med skælven, på en måde at stirre ind i mysteriets dybder. Ja, Jesus er sand Gud og sandt menneske! Ligesom apostlen Thomas, opfordres Kirken bestandigt af Kristus til at berøre hans sår, til at opdage, at det er hele hans menneskelighed, som han har modtaget fra Maria, der hengives i døden, forklares i opstandelsen: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side« (Joh 20,27). Ligesom Thomas bøjer Kirken sig dybt i tilbedelse foran Den Opstandne, der er klædt i sin guddommelige glans, og den hører aldrig op med at udbryde: »Min Herre og min Gud!« (Joh 20,28).
22. »Ordet blev kød« (Joh 1,14). Denne Johannes' vidunderlige beskrivelse af Kristi mysterium bekræftes af hele Det nye Testamente. Apostlen Paulus benytter den samme fremgangsmåde, når han erklærer, at Guds Søn »som menneske er kommet af Davids slægt« (jf. Rom 1,3; sml. 9,5). Hvis det i vore dage på grund af den rationalisme, der findes i så meget af nutidens kultur, især er tro på Kristi guddommelighed, der er blevet problematisk, så var der i andre historiske og kulturelle sammenhænge en tilbøjelighed til at formindske og opgive Jesu menneskenaturs historiske konkrethed. Men for Kirkens tro er det væsentligt og absolut nødvendigt at erklære, at Ordet virkelig »blev kød« og antog ethvert af menneskehedens aspekter, undtagen synd (jf. Heb 4,15). Ud fra dette perspektiv er menneskevordelsen virkelig en kenosis - en »given afkald« - for Guds Søns vedkommende på den herlighed, som er hans fra al evighed (jf. Fil 2,6-8; sml. 1 Pet 3,18).
På den anden side er denne Guds Søns ydmygelse ikke et mål i sig selv, den tjener snarere til den fulde forherligelse af Kristus, også i hans menneskelighed: »Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære« (Fil 2,9-11).
23. »Herre, jeg søger dit ansigt« (Sl 27,8). Salmistens længsel i gamle dage kunne ikke få nogen større og mere forbavsende opfyldelse end betragtningen af Kristi ansigt. Gud har virkelig velsignet os i ham og ladet »sit ansigt lyse over os« (Sl 67,1). Fordi han samtidigt er Gud og menneske, åbenbarer han os også menneskets sande ansigt, han åbenbarer »mennesket fuldt ud for mennesket selv«.11
Jesus er »det nye menneske« (jf. Ef 4,24; Kol 3,10), som kalder den forløste menneskehed til at deltage i hans guddommelige liv. Menneskevordelsens mysterium lægger grundlagene til en antropologi, som, idet den når ud over sine egne begrænsninger og modsætninger, bevæger sig hen mod Gud selv, endog mod målet »guddommeliggørelse«. Dette sker ved, at de forløste podes ind på Kristus og får adgang til den indbyrdes fortrolighed i det trinitariske liv. Kirkefædrene lagde stor vægt på denne soteriologiske dimension af menneskevordelsens mysterium: det er kun, fordi Guds Søn virkeligt blev menneske, at mennesket i ham og gennem ham virkeligt kan blive et Guds barn.12
Sønnens ansigt
24. Denne guddommelige-menneskelige identitet fremgår med styrke af evangelierne. De tilbyder os en række elementer, som gør det muligt for os at trænge ind i mysteriets »grænsezone«, der repræsenteres af Kristi viden om sig selv. Kirken nærer ingen tvivl om, at evangelisterne i deres beretninger, og inspirerede fra det høje, i Jesu ord korrekt har forstået sandheden om hans person og hans egen bevidsthed derom. Er dette ikke, hvad Lukas ønsker at fortælle os, da han gengiver de første Jesu-ord, der er fastholdt, og som blev udtalt i templet i Jerusalem, da Jesus var knap tolv år gammel? Allerede på dette tidspunkt viser han, at han er bevidst om et unikt forhold til Gud, et forhold, som egentlig tilkommer en »søn«. Da hans mor fortæller ham, hvor bekymret hun og Josef havde ledt efter ham, svarer Jesus uden tøven: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« (Luk 2,49). Det er derfor ikke noget under, at hans sprog senere, da han er en voksen mand, myndigt giver udtryk for dybden af hans eget mysterium, som det er aldeles tydeligt både i de synoptiske evangelier (jf. Matt 11,27; Luk 10,22) og især i Johannesevangeliet. Jesus nærer i sin selvbevidsthed ingen tvivl: »Faderen er i mig og jeg i Faderen« (Joh 10,38).
Hvor velbegrundet det end er at tro - på grund af de menneskelige betingelser, som fik ham til at vokse »i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker« (Luk 2,52), at hans menneskelige bevidsthed om hans eget mysterium også har udviklet sig til sit fulde udtryk i hans herliggjorte menneskelighed - så er der ingen tvivl om, at allerede i sin jordiske tilværelse var Jesus bevidst om sin identitet som Guds Søn. Johannes fremhæver dette så meget, at han erklærer, at det til syvende og sidst var på grund af denne bevidsthed, at Jesus blev forkastet og dømt: de forsøgte at dræbe ham, »for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig« (Joh 5,18). I Getsemane og på Golgata vil Jesu menneskelige viden herom blive sat på den yderste prøve. Men ikke engang hans lidelse og døds drama vil være i stand til at ryste hans klare vished om at være den himmelske Faders Søn.
Et sorgens ansigt
25. Når vi betragter Kristi ansigt, konfronteres vi med det mest underfulde aspekt af hans mysterium, som det dukker op i hans sidste time, på korset. Mysteriet i mysteriet, som vi ikke kan andet end kaste os tilbedende i støvet for.
For vort indre blik står Herrens dødsangst i Getsemane Have. Knuget af forudviden om de prøvelser, der venter ham, og alene overfor Faderen, råber Jesus højt til ham på sin sædvanlige måde, der er udtryk for kærlig tillid; »Abba, Fader«. Han beder ham om, hvis det er muligt, at tage lidelsens bæger fra ham (jf. Mark 14,36). Men Faderen synes ikke villig til at ænse Sønnens råb. For at give Faderens ansigt tilbage til mennesket, måtte Jesus ikke blot antage menneskets ansigt, men tillige påtage sig syndens »ansigt«. »Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham« (2 Kor 5,21).
Vi vil aldrig kunne ophøre med at udforske dybden af dette mysterium. Hele paradoksets brutalitet kan høres i Jesu tilsyneladende desperate smertensskrig på korset: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« - det betyder : »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (Mark 15,34). Er det muligt at forestille sig en større dødsangst, et mere uigennemtrængeligt mørke? I virkeligheden udtrykker det forpinte »hvorfor«, der henvendes til Faderen i begyndelsesordene til den toogtyvende Salme, den uudsigelige pines hele realisme; men det er også oplyst af hele bønnens hensigt, hvor psalmisten samler lidelse og tillid i en bevægende blanding af følelser. Salmen fortsætter nemlig: »Vore fædre stolede på dig, de stolede på dig, og du udfriede dem ... Hold dig ikke borte fra mig, for nøden er nær, og ingen hjælper mig« (Sl 22,5.12).
26. Jesu råb på korset er, kære brødre og søstre, ikke det forpinte råb fra et menneske uden håb, men bønnen fra en Søn, som i kærlighed ofrer sit liv til Faderen, for alles frelse. I selve det øjeblik, da han identificerer sig med vor synd, »forladt« af Faderen, »overlader« han sig i Faderens hænder. Hans øjne er stadig fæstnede på Faderen. Netop på grund af den viden om og erfaring af Faderen, som han alene har, ser han selv i dette mørkets øjeblik klart syndens alvor og lider på grund af den. Kun han, der ser Faderen og glæder sig helt i ham, kan til fulde forstå, hvad det betyder at modstå Faderens kærlighed med synd. Mere end en oplevelse af fysisk smerte er hans lidelse en pinefuld sjælelig lidelse. Den teologiske tradition har ikke undladt at stille det spørgsmål, hvordan Jesus på én og samme tid kunne opleve sin dybe enhed med Faderen, i sig selv en kilde til glæde og lykke, og en dødsangst, der strækker sig lige til hans sidste klage over at være forladt. Denne samtidighed af disse to tilsyneladende uforenelige aspekter bunder i den hypostatiske unions uudgrundelige dybder.
27. Stillet overfor dette mysterium er vi godt hjulpne ikke blot af teologisk forskning men også af den store arv, som er helgenernes »levede teologi«. Helgenerne giver os en værdifuld indsigt, der gør os i stand til lettere at forstå troens umiddelbare opfattelse, takket være den særlige indsigt, som nogle af dem har modtaget fra Helligånden, eller netop gennem deres personlige oplevelse af disse frygtelige prøvelsers tilstande, som mystikkens tradition beskriver som den »mørke nat«. Ikke så sjældent har helgenerne gennemgået noget lignende som Jesu erfaring på korset i den paradokse blanding af lyksalighed og pine. I Dialogen om det guddommelige Forsyn viser Gud Fader Katarina af Siena, hvordan glæde og lidelse kan være til stede samtidigt i hellige sjæle: »Således er sjælen lyksalig og bedrøvet på samme tid: bedrøvet på grund af dens næstes synder, lyksalig på grund af den forening og hengivenhed af kærlighed, som den har modtaget. Disse sjæle ligner det uplettede lam, min enbårne Søn, som på korset var både lyksalig og bedrøvet«.13 På samme måde gennemlevede Thérèse af Lisieux sin dødskamp i forening med Jesu dødskamp ved i sig selv at »opleve« paradokset med Jesu egen lyksalighed og smerte: »I Oliehaven var Jesus velsignet med alle Treenighedens glæder, dog var hans dødsangst ikke mindre grufuld. Det er et mysterium, men jeg forsikrer jer, at på basis af, hvad jeg selv føler, kan jeg forstå noget af det«.14 Hvilket oplysende vidnesbyrd! Desuden giver evangelisternes egne beretninger et grundlag for Kirkens opfattelse af Kristi bevidsthed, når de fortæller, at selv i sin dybeste smerte døde han, mens han bad om tilgivelse for sine bødler (jf. Luk 23,34), og idet han over for Faderen gav udtryk for sin sønlige hengivelse indtil det sidste: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd« (Luk 23,46).
Den opstandnes ansigt
28. Ligesom Langfredag og Påskelørdag fortsætter Kirken med at betragte dette blødende ansigt, som gemmer Guds liv og giver frelse til verden. Men dens betragtning af Kristi ansigt kan ikke standse ved billedet af den korsfæstede. Han er den opstandne! Hvis det ikke var sådan, ville vor prædiken være forgæves og vor tro tom (sml. 1 Kor 15,14). Opstandelsen var Faderens svar på Kristi lydighed, som vi hører i Hebræerbrevet: »Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham« (Heb 5,7-9).
Det er den opstandne Kristus, som Kirken nu ser hen til. Og det gør den efter Peters eksempel, han, som græd over sin fornægtelse, og som begyndte på ny ved med forståelig bæven at bekende sin kærlighed til Kristus: »Du ved, at jeg har dig kær« (Joh 21,15-17). Kirken gør sådan i følgeskab med Paulus, som blev overvundet, da han mødte Herren på vejen til Damaskus: »Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding« (Fil 1,21).
To tusinde år efter disse begivenheder oplever Kirken dem igen, som om de var sket i dag. Med blikket fæstet på Kristi ansigt betragter bruden sin rigdom og sin glæde: »Iesu dulcis memoria, dans vera cordis gaudia«: hvor lifligt er mindet om Jesus, kilden til hjertets glæde! Opmuntret af denne erfaring begiver Kirken sig endnu engang på sin vej for at forkynde Kristus til verden ved det tredje årtusinds begyndelse: han »er den samme i går og i dag og til evig tid« (Heb 13,6).
