| Les også: |
Lederartikkel i det danske tidsskrift Katolsk Orientering den 12. november 2003:
En omvendt Sharia
- Så tilspørger jeg dig Hans Christian Andersen:
Vil du tage Laura Wilder, som står ved din side, til hustru, og vil du love hende troskab i gode som i onde dage? Vil du elske og ære hende, indtil døden skiller jer?
- Ja!
- Ligeså tilspørger jeg dig Laura Wilder:
Vil du tage Hans Christian Andersen, som står ved din side, til ægtemand, og vil du love ham troskab i gode som i onde dage? Vil du elske og ære ham, indtil døden skiller jer?
- Ja!
- Godt, så skriv under her på, at I anerkender hinandens lige ret til at blive skilt igen!
En vittighed? Nej, ifølge Ritzaus Bureau et kommende lovforslag efter norsk model.
Ægteskabslovgivningen i Danmark rummer som bekendt paragraffer om, hvordan et ægte-skab kan blive opløst i civilretlig forstand, men for nogle er det åbenbart ikke nok. De vil også have et udsagn om en personlig anerkendelse af en eventuelt kommende skilsmisse indført som et led i brudefolkenes tilsagn til hinanden om at ville elske og ære hinanden og leve sammen, til døden skiller dem. På selve den festdag, hvor de to af hjertet giver deres liv til hinanden, skal skilsmissens orm sættes til at gnave i vielsesattesten.
Hvordan kan noget menneske - endsige en ansvarlig regering - dog finde på sådan noget? Svaret er Sharia, den religiøst-juridiske lovgivning, som i Islam anses som forpligtende for muslimernes livsførelse. Den rummer bl.a. bestemmelser om arveret, bodeling, ægteskab og skilsmisse, som afviger fra reglerne i dansk ægteskabs- og arvelovgivning.
Bevæggrundene bag det påtænkte lovforslag er efter det oplyste, at hvis en muslimsk kvinde bliver gift i Danmark og senere går fra sin mand og bliver skilt, så er det ikke sikkert, at hendes skilsmisse vil blive anerkendt i familier og kulturer, hvor Sharia råder - det være sig her i landet eller i andre lande.
Men gøres det til en ægteskabsbetingelse, at manden allerede ved ægteskabets indgåelse skal give udtryk for, at han anerkender hendes lige ret til skilsmisse, så vil hverken han eller familierne senere kunne påberåbe sig Sharia og påstå, at de i muslimsk forstand stadig er gift.
Nu er det naturligvis ikke tanken, at denne erklæring kun skal afgives af muslimer. Det ville være udtryk for diskrimination. Erklæringen skal selvsagt heller ikke alene afgives af mænd, men af begge de kommende ægtefæller - kort sagt af alle, der vil opnå samfundets anerkendelse af, at de nu er gift.
For eksempel vil erklæringen skulle afgives af kristne, herunder katolikker, der sætter deres lid til deres kommende ægtefælle og et livslangt ægteskab. For dem vil en udtrykkelig erklæring om den andens - og dermed deres egen - ret til skilsmisse risikere at invalidere ægteskabets indgåelse i kirkelig henseende.
Ved absolut at ville blande sig i andre religioners og kulturers forhold risikerer de emsige så-ledes at ødelægge tingene for os selv her i landet og at nedbryde og udvande vore egne traditioner.
En ting er, at et ægteskab kan gå i stykker. Det opleves i mange familier og oftest som en stor smerte - også for andre end de ægtefæller, der ender med at gå fra hinanden.
Noget helt andet er at indbygge en skilsmisseanerkendelse i ja-ordet allerede på ægteskabets første dag.
Afgivelse af en sådan holdningsmæssig erklæring ændrer ikke noget som helst ved ægteskabets borgerlige retsvirkninger. Men at afkræve mennesker en erklæring, der anfægter deres tro og samvittighed, er ikke synderligt dansk. Det er snarere udtryk for, at en Sharia-mentalitet er trængt ind hos dem, der nu står i begreb med at gennemføre - "en omvendt Sharia" ...
Lederartikkel, Katolsk Orientering nr. 17, 12. november 2003
2. desember 2003