Pave Frans 1936–2025
Ligesom for pave Johannes Paul II blev påskedag også for pave Frans den sidste gang verden så ham. Pave Johannes Paul havde allerede mistet sin stemme; pave Frans formåede endnu at ønske alle en glædelig påske og give velsignelsen.
Med ængstelse fulgte vi pave Frans’ sygdomsforløb, forsigtigt begyndte vi også at glæde os over tegn på langsom bedring, en bedring vi også mente bekræftet, da vi så ham på Peterskirkens loggia påskedag. Nu blev markeringen af påsken her på jorden i stedet hans umiddelbare forberedelse til den evige påskefest i himlen.
Mange katolikker fra Skandinavien, herunder også mange fra Danmark, havde som jubelårspilgrimme det enestående privilegium endnu at blive modtaget i audiens af pave Frans i begyndelsen af februar i år, forholdsvis kort tid før hans hospitalsindlæggelse. Dette møde med pave Frans har gjort vor pilgrimsrejse til Rom til noget ganske særligt og uforglemmeligt.
Pave Frans nåede at sætte sit helt eget præg på Kirken samtidigt med, at han ikke er svær at sætte ind i rækken af sine forgængere. De mange nye tiltag og en anderledes stil må ikke ses adskilt fra hans trofasthed mod Kirkens læremæssige overlevering, en trofasthed, som blev næret af og kom til udtryk i hans dybe og klassiske fromhed, ikke mindst hans andagt til Jomfru Maria. De mange fornyende træk skal ses som udtryk for hans ønske om og evne til at bringe Kirken i dialog med verden, gøre den synlig for dem, som er kommet på afstand af det kirkelige fællesskab og måske også svigtet, at hente mennesker dér, hvor de er og derved gøre Guds kærlighed og sandhed tydelig for dem. Hans forsvar for livet fra dets spædeste begyndelse til dets naturlige afslutning, for hver persons værdighed, især de fattiges og de landflygtiges, hans bestræbelser for fred og forsoning mellem lande og folk vil stå som en vigtig indsats.
I en sådan turbulent tid er det vigtigt, at en stemme som Pavens kan være et korrektiv til en kold og ofte kynisk politisk tænkning og dagsorden. Med pave Frans’ død er der opstået et tomrum, sikkert kun kortvarigt, men alligevel tilstrækkeligt til, at foruroligende kræfter træder tydeligere frem.
Enhver paves død fremkalder vemod og savn. Pave Frans’ død falder i en tid med stor usikkerhed og ustabilitet i verden. Alene de første måneder af i år har været præget af hidtil usete forandringer. Pave Frans har selv præget udtrykket, at vi ikke lever i en æra fuld af forandringer, men i en tid med forandring af begrebet æra, dvs. at det, der sker i tiden, ikke bare er en variation af hændelser; men at den sammenhæng, i hvilken hændelserne foregår, er radikalt forandret. I en sådan turbulent tid er det vigtigt, at en stemme som Pavens kan være et korrektiv til en kold og ofte kynisk politisk tænkning og dagsorden. Med pave Frans’ død er der opstået et tomrum, sikkert kun kortvarigt, men alligevel tilstrækkeligt til, at foruroligende kræfter træder tydeligere frem.
Må Gud give pave Frans den evige hvile og den gode tjeners løn og sende os en ny hyrde, som kan føre pave Frans’ og hans forgængeres tjeneste og engagement videre.
+Czeslaw
Les mer
- Teksten hos bispedømmet København
- Frans – pave nr. 266
- Skriv din siste hilsen i vår digitale kondolanseprotokoll
